Træning ved rygsmerter
Har du ondt i ryggen og er i tvivl om, hvilken træning der hjælper – og hvad der måske gør det værre?
Du er langt fra alene. Mange af dem, jeg møder som personlig træner, har oplevet længerevarende rygsmerter gennem flere måneder eller år – og forsøgt alverdens behandlinger uden at komme rigtigt videre.
Det er helt normalt at være i usikker. Og det er netop derfor, personlig træning med fokus på smertehåndtering kan gøre en forskel.

Ondt i ryggen betyder ikke nødvendigvis skade
Smerte er kroppens alarmsystem. Og som alle alarmer, kan den godt larme, selvom der ikke er nogen fare. Det er vigtigt at vide: ondt i ryggen betyder ikke nødvendigvis, at noget er gået i stykker.
Mange af dem, jeg hjælper, er allerede blevet undersøgt og har enten fået at vide, at "der ikke er noget at se", eller de har fået at vide at de er "skæve", "ryghvirvlerne er gået af led". Eller de har fået at vide at de er "svage" eller "ustabile". Men på trods af behandling for at fikse problemerne, så kommer smerterne igen.
Det efterlader ofte tvivl: "Jamen hvorfor har jeg så ondt?"
Her handler det ikke om at finde den "rigtige" øvelse eller den "fejl" du begår – men om at genvinde tillid til din krop og turde bruge den igen.
Træn rygsmerter væk – med ro og respekt
Når man har haft smerter længe, kan man begynde at undgå bevægelse. Ikke fordi man er doven – men fordi man er blevet usikker og utryg ved specifikke bevægelser. Og det giver god mening, for din erfaring har jo vist dig at du kan få kraftige smerter. Frygten for at gøre noget forkert er ægte. Men netop den frygt kan ofte være med til at fastholde smerterne, fordi kroppen prøver at passe på dig.
God træning ved rygsmerter handler ikke om at presse kroppen igennem. Det handler om at skabe bevægelse, der føles tryg. At få kroppen i gang igen. Og at lære, at du godt må bevæge dig – også selvom det mærkes. Over tid sker der ofte noget ret utroligt: Smerterne fylder mindre, kroppen kan mere, og frygten slipper sit tag.
Træning for rygsmerter – ikke quick-fixes
Der findes ikke én magisk øvelse mod rygsmerter. Der findes ikke én perfekt kropsholdning. Og der findes ikke én rigtig måde at bevæge sig på. Det, der virker, er bevægelse, der passer til dig, som du kan mærke er meningsfuld, og som stille og roligt bliver nemmere.
Det er også derfor jeg som personlig træner aldrig giver "standardprogrammer" mod rygsmerter. Jeg tager udgangspunkt i, hvordan din krop reagerer, hvad du har prøvet før – og hvad du gerne vil kunne igen.
For nogen er det at sidde på gulvet med ungerne. For andre er det at kunne gå en tur uden smerter. Uanset målet, starter vi med, hvad kroppen kan i dag.
Personlig træning med erfaring og faglighed
Jeg er uddannet fysioterapeut og har en master i Exercise & Fitness fra Syddansk Universitet. Det jeg tilbyder, er målrettet personlig træning og mental støtte og vejledning, når smerterne har hængt ved for længe, og du gerne vil finde tilbage til bevægelse.
Mit arbejde handler ikke om at finde fejl i din krop – men om at finde frem til bevægelse, der giver mening.
Jeg har siden 2005 hjulpet folk med at komme tilbage til alt lige fra en kontorstol til golf, håndbold og kampsport over til havearbejde. Den erfaring bruger jeg i dag til at hjælpe mennesker med at få kroppen med igen, gennem personlige træningsforløb. Også selvom ryggen driller.
En artikel er ikke en undersøgelse
Hvis du har nyopståede eller kraftige rygsmerter, eller mistanke om sygdom, bør du altid blive undersøgt af en fagperson. Denne artikel kan ikke erstatte det.
Men hvis du har fået grønt lys – og stadig er i tvivl om, hvordan du kommer videre – så er bevægelse og træning ofte noget af det vigtigste, du kan gøre.
Klar til at komme i gang?
Hvis du er klar til at tage ryggen med videre – og gerne vil gøre det med tryghed og erfaring på din side – så kan personlig træning være et godt skridt.
Du er altid velkommen til at kontakte mig og høre mere om, hvordan et forløb kan se ud.
